Watching a romantic movie and accepting the fact you're going to die alone.

Åh ja... Sådan føler jeg tit... Og ofte... Og det stinker! Verden er så fuld fantastiske film, som alle indeholder den samme lille ingrediens, som får en til at få det rigtigt dårligt:

Kærlighed. Love. Liebe. Amour.

Og grunden til, at man får det dårligt, er fordi, denne kærlighed ikke findes for normale dødelige som mig. Men det er man overbevist om, den gør! Og man sidder og tænker: "Ham der... Han er derude! Og jeg er sikker på, at jeg finder ham, som det første når jeg træder udenfor døren i morgen.." ... Men... han står der bare aldrig! Han bliver inde i filmen! Og det irriterer mig grusomt!

Åh Heath...

Hvorfor må folk i film have ufatteligt pæne, dejlige og fantastiske kærester, når jeg ikke må?

Og man tænker nok, "Jamen, Mille.. Hvis de her film får dig til at få det så dårligt med dig selv, hvorfor ser du dem så?" Og det er faktisk et godt spørgsmål... Måske fordi, at disse film altid indeholder små scener, som man får helt ondt i maven af. Det første kys, afskedsscenen, scenen hvor de finder ud af, at den anden person er "the one". Og måske fordi, at disse film, får en til at føle, at ens liv er perfekt. Men ligeså snart filmen er slut, forsvinder den følelse, og vupti... Du er nu tilbage i din sølle tilværelse, uden kærlighed, med en masse katte.

"Jane I'm yours... I'm yours heart and soul!"
Årh dø i helvede James McAvoy.

Det værste ved det hele er nok, at mændene i de her film, pludselig bare er det mest perfekte i verden! Også selvom du hadede dem i den sidste film du så. Tag f.eks. Becoming Jane (som jeg så for første gang i går sammen med Ane).. James McAvoy, har jeg før kun set som faunen mr. Tumnus i Narnia.. Og nu er det ikke ligefrem fordi jeg synes, at en mand med gedeben og horn er det lækreste i verden... Men når han har gammeldags tøj på, og er en lidt arrogant brite, er han pludselig det mest sexede stykke herre jeg i mit liv har set! Og det er altså lidt syret..
Okay, det er måske lidt et dårligt eksempel, når man stiller en faun og en "normal" mand op mod hinanden.. Men der er altså flere eksempler! Ewan McGregor for eksempel.. Ja...

Min store kærlighed, Ewan McGregor som forfatteren
Christian i Moulin Rouge. Har været uhelbredeligt forelsket
i denne karakter siden jeg var 7 år gammel. Ynkeligt? Ja.

Jeg kan ikke lade være med at tænke... Hvad nu hvis jeg ikke var blevet sat til at se Titanic, Moulin Rouge, Ghost, 10 things I hate about you og alle mulige andre lamme kærlighedsfilm, da jeg var lille? Var jeg så blevet ligeså pladderromantisk og nederen, som jeg nu engang er blevet?

Ingen ved det.. Men folk snakker om det.

Dette indlæg er inspireret af min dejlige veninder Ane og Mulle, som er skrækkeligt pladderromantiske, og har trukket mig med ned i den dybe desperation. Tak, jeg elsker jer.